Morgensure børn - smågnavne forældre - vi kom for sent op, der er ikke flere rene strømper i skuffen, og de der ligger er for små. Ingen plads på toilettet. Spis nu din morgenmad - kom så! Har du husket? Kom nu vi kommer for sent! IIHH altså! Du er ALDTID..
Vi kender alle til morgener som disse, og alt for ofte bliver de hverdag frem for undtagelsen. Morgenerne går i hårdknude, og vi vænner os til at være stressede og uempatiske over for hinanden.
Det går ud over indlæringen og børnenes personlige udvikling.
Når vi sender børn stressede i skole, så kan det påvirke dem langt ind i skoledagen. De føler sig ikke ok. De tager surheden - tristheden - den manglende positive selvforståelse med ind i klasselokalet, og det påvirker både det ventende sociale samspil med de andre elever samt det overskud og Mind Set, eleven har i undervisningen.
Mens jeg var lærer, var jeg meget optaget af, hvad de elever, der klarede sig godt i skolen, havde til fælles. Jeg var også interesseret i at finde en rød tråd - de fælles snitflader i de udfordringer de elever, der ikke havde det godt i skolen, havde til fælles.
Det var naturligvis en svær opgave. Men med tiden lykkedes det mig. Jeg startede ofte med at tage en 1-5. 1-5 er en hyggelig morgenrunde, hvor alle elever får taletid, mens vi alle vågner lidt mere.
Hver elev præsenterede et tal og knyttede et par ord til tallet. Jeg lærte blandt andet, at Jonathan tit var 4 eller 5 om onsdagen. Det var fordi det var byttedag, og han skulle til far og bo i den kommende uge eller til mor. Vi fandt fælles ud at, af det her var en svær dag for ham, og at Jonathan ofte havde let ved at komme i konflikt.
Det vidste vi i klassen. Vi talte åbent om disse ting og dette betød, vi kunne drage omsorg for hinanden. Vi havde et højt niveau af tillid, og jeg kunne også som lærer fortælle og uddybe mit tal.
Jeg havde en gang en 5’er, og det var fordi jeg var blevet rigtig gal om morgenen. Jeg var blevet gal på mine piger, der dengang gik i 3. og 7. klasse. Jeg var blevet gal, fordi jeg havde en rigtig dårlig morgen, hvor der manglede strømper i skuffen, og pigerne var langsomme, men mest fordi jeg selv var kommet for sent i seng og for sent op. Mest fordi vi ikke var så gode om morgenen til at gøre de rigtige ting, og fordi jeg kom til at vække dem på en sur måde.
1 til 5 er et fantastisk redskab til at vise eleverne, at det er både vigtigt og nødvendigt, at vi tør vise, hvem vi er. At vi alle har udfordringer, og at vi alle kan hjælpe hinanden på de svære dage.
Kort om 1-5 metoden:
1-5 er en personlig vurdering af ens aktuelle humør, energi og parathed.
1 gives for det særdeles gode humør. Måske venter der en særlig oplevelse efter skole, eller der er noget særligt godt omkring eleven i denne periode. Måske er man bare glad og udhvilet.
2 gives for det gode humør, men hvor der en enkelt ting der kan trække lidt ned.
3-4 gives efter samme princip
5 er når alt lige fra morgenstunden bare var noget møg.
Jeg fandt ud af, at de elever der fra morgenstunden havde den største ro - det største overskud og var i balance, for det meste havde en 1´er og fortalte om hyggelige rolige morgener med familierne derhjemme. En glad mor og far. Styr opgaverne og rollefordelingen. Der var sjov ved morgenbordet, og der var tid! Ingen stress. Og det inspirerede mig personligt.
På det tidspunkt var jeg netop blevet færdig med min coahing-uddannelse og havde lært, hvor vigtigt det er med fælles mål - at forventingsafstemme, og at målene skal komme fra den rigtige mund. Dvs. at det er de andre, der skal italesætte deres mål - ikke mig. Jeg havde lært, at hvis vi skal tage ansvar for et mål, så skal det give mening, være accepteret og realistisk. Jeg gik den dag hjem og spurgte mine to piger, som jeg på det tidspunkt var alene med hver anden uge: Hvad skal der til for at vi kan få den allerbedste morgen?
Jeg bad dem beskrive en rigtig guldmedaljemorgen! Jeg stillede disse spørgsmål:
Hvad kendetegner en RIGTIG god morgen? Hvad skal jeg gøre for, at du får en allerbedste morgen? Hvad skal du selv gøre for, at du får den allerbedste morgen?
Dernæst fortalte jeg, hvad jeg godt kunne ønske mig fra pigerne
Når nu målet var italesat, så var det tid til at se på forhindringerne. spørgsmålet var da herefter: Hvad er det der forhindrer os i at få en fantastisk morgen?
Listen blev længere end forventet - men efter en prioritering fandt jeg TOP 5! Jeg meldte derefter mine indsatser ud og fortalte pigerne, hvad jeg ville gøre anderledes. Hvordan jeg som den voksne kunne bidrage til løsningen.
Min indsats var nu:
Det virkede helt fantastisk for os. Vi samarbejdede om målet, og hver morgen i bilen på vej til institutionerne evaluerede vi: Var det en guldmedaljemorgen? Klarede vi opgaverne:
Det blev til et ritual og en vane. Det blev til en familiekultur. Det styrkede os enormt på alle planer, og både jeg og pigerne fik bedre dage.
10 år er nu gået, og det er sjældent, at det går i hårdknude. Der er er nu to små børn mere i huset, men nu kender jeg opskriften på den gode morgen. Jeg ved det er mig, der har ansvaret. Ingen undskyldninger. Held og lykke med DIN GULDMEDAJLEMORGEN.
Rigtig god skoledag - god arbejdslyst!